Hvordan får jeg min hjemmeside på Google hurtigt?

Skrevet den .

Hvordan får jeg min hjemmeside på Google?

Et fornuftigt lille trick til, hvordan du kan spørge Google om at indeksere din hjemmeside hurtigere. Dette kan bruges til en hel hjemmeside, men også enkelte sider på din hjemmeside.

Jeg bruger gerne denne tilgang, når jeg har lavet et nyt blog indlæg på Brandweb.dk, og gerne vil have Google til at få øjnene op for siden hurtigst muligt. For at svare på, hvordan du hurtigt får din hjemmeside på Google, skal vi gøre brug af Google Webmaster Tools.

Hvordan får jeg min hjemmeside på Google?

Dette sker normalt helt automatisk, men du kan hjælpe Google godt på vej. Google har en masse dejlige værktøjer, og et af dem hedder Google Webmaster Tools.

Google Webmaster Tools giver dig mulighed for at:

  • … fortælle Google hvilke sider der findes på din hjemmeside
  • … se hvor du er placeret på Google.
  • … se hvor mange besøgende du får direkte fra Google.
  • … se hvilke sider de besøgende finder frem til.
  • … se og rette eventuelle indekseringsfejl.

Google Webmaster Tools

Google Webmaster Tools er stedet, hvor vi bør starte. Ved at gå til deres startside og trykke Start nu, kommer du til en side, der beder dig om Domæne eller URL præfix. Jeg vil anbefale du vælger URL præfix, da dette er den nemmeste måde at komme i gang på. Indtast adressen til din hjemmeside og tryk Fortsæt.

Webmaster Tools startskærm

Nu skal du bekræfte dit ejerskab. Der er flere måde hvorpå dette kan klares. Følg de trin, som Google viser på din skærm. De har gerne en lille vejledning, som tager dig igennem 2-3 små trin.

Når først Google Webmaster Tools er opsat, kommer du til startsiden af værktøjet. Her vil du få et overblik over din hjemmesides ydeevne, fejl mv.

Sitemaps

Det næste naturlige skridt, vil være at fortælle Google om hvilke sider, der findes på din hjemmeside.

Hvis du har en WordPress hjemmeside, gør du sikkert brug af Yoast SEO. Yoast SEO er så smart, at det udarbejder et dynamisk sitemap, som du kan gøre brug af. Du kan normalt finde dit sitemap inde i kontrolpanelet eller ved at skrive /sitemap_index.xml efter dit domæne i adressefeltet. Vores er f.eks. https://brandweb.dk/sitemap_index.xml.

Inde i Webmaster Tools skal du i menuen til venstre finde punktet Sitemaps og tilgå den side.

Sitemap i Webmaster Tools

Her kan du indtaste sitemap_index.xml og trykke SEND. Så indsender du en liste over sider på din hjemmeside til Google, og de er i stand til at indeksere din hjemmeside nemmere.

Det er lidt ligesom at give Google en indholdsfortegnelse over din hjemmeside.

Bed om indeksering

Står du med en side eller et blog indlæg du gerne vil have på Google hurtigere, kan du kopiere webadressen og gå ind i Webmaster Tools.

Øverst oppe finder du et søgefelt, hvor du kan indsætte din webadresse og trykke Enter. Så bruger Webmaster Tools 10-15 sekunder på at finde data fra Google-indekset om denne side.

Er siden endnu ikke indekseret, kan du trykke Anmod om indeksering. Så vil Google tilføje siden til deres kø, og indeksere siden så hurtigt som muligt. Tjekker du tilbage dagen efter, du har anmodet om indeksering, er siden normalt allerede indekseret.

Google tester om hjemmesiden kan indekseres

Når en side er indekseret, betyder det at siden nu kan findes, af folk som søger på Google.

Tilbage